Tale til årets studenter 2011

Kære studenter

Et stort tillykke med jeres veloverståede eksamen.
Det har for mange af jer været en meget anstrengende tid, hvor I både skulle holde styr på et stort pensum og på nerverne – Jeg synes I har klaret det flot.
I og jeres eksamen har siden midten af maj stået øverst på dagordenen
Det gælder her på skolen, men uden tvivl også hjemme hos jer selv, hos familien, hos kæresten, hos vennerne.
Også et stort tillykke til alle de forældre, søskende, bedsteforældre og andre pårørende, som er mødt op i dag for at fejre årets studenter her på skolen. I har fulgt dem gennem eksamensperioden, og det kan såmænd også være hårdt for jer forældre, der lever med i processen, og I har også fulgt dem gennem de sidste 2 eller 3 år og har oplevet den store udvikling, som jeres unge har gennemgået. Diskussionerne omkring spisebordet er blevet mere og mere kvalificerede, og argumenterne er blevet skarpere. I har kunnet mærke, at den faglige ballast er blevet tungere efterhånden som årene er gået.
Jeg er sikker på at I har nydt at se dem få mere og mere faglig og personlig ballast, at blive klar til at forlade skolen og kaste sig ud i noget nyt, og det er det, vi fejrer i dag – nemlig dimissionen, som betyder, at man bortsendes fra skolen med bestået eksamen, at man forlader noget.

Jeg synes det er vigtigt, på denne dag, at slå fast, at I studenter har taget den bedste ungdoms- uddannelse, der kan fås. I har selv kæmpet og slidt for den, æren er jeres, men I er også blevet godt hjulpet af jeres dygtige og engagerede lærere, så derfor også en tak til dem
.
Igennem de sidste to eller tre år har I udviklet jer til en flok modne og kloge unge mennesker, klar til at tage de udfordringer op i møder i fremtiden..
Jo, der er sandelig noget at fejre de kommende dage .. og det har I virkelig fortjent!

I har blandet jer i debatten på skolen, og har medvirket meget aktivt til, at skolen er et godt sted at være – både når det gælder undervisningen, men i høj grad også når det gælder livet uden for undervisningslokalerne.
Det gælder Temadage, festforeningen Impuls, Melodi Grand Prix, forårskoncert, revy til skole- festen, filmfestivalen Sigurd, fællesarrangement og meget mere
Det jeg nok mest vil huske jer mest for er ”Døgnbrænderen” hvor vi lavede skole om aftenen, med jer som dels ansvarlige for nogle af workshopsene og dels som planlæggere: I turde satse og troede på, at jeres kammerater mødte frem. Det gjorde de. En herlig aften!

I har ydet en solid indsats i skolens mange udvalg og råd.
I har på en god måde taget ansvar og været med til at præge den udvikling og de forandringer, der nødvendigvis hele tiden sker på en skole, bl. a gennem udformningen af en ny fest- og alkoholpolitik.
I er lige fra starten gået ind i en meget ansvarlig og konstruktiv dialog, og I har gennem jeres handlinger vist,, at I ville tage et medansvar.
.
I er jo enormt sociale. Når man spørger jer, hvad er det bedste ved jeres 2 – 3 år på Viby Gymnasium og HF, så er det normalt ikke de spændende fag, der ligger forrest på tungen. Nej det er fællesskabet I har med hinanden, det er det vigtigste. Derfor holder i også hele tiden gang i det og vedligeholder et utroligt stort netværk af mennesker omkring jer . f. eks. gennem Facebook.


I har nu i en 2 -3 år været med i et midlertidigt fællesskab, som forfatteren Tage Skov-Hansen kalder det i sit essay fra 1969. Et fællesskab, der er dannet ud fra klassedannelsen af tilfældige unge mennesker, der på den måde har været tvunget til at være sammen.
De fleste af jer har nok ikke tænkt så meget på, at det er et tvunget fællesskab, mange af jer har fundet rigtig gode venner der. Ja endog kærester.
Tage skov-Hansen mener, at livet består af en række parenteser, der ikke kan hæves: tiden i børnehaven, i grundskolen og nu på hf og stx. ”Hver af disse giver grundlag for et nyt midlertidigt fællesskab, hvor man får gode venner, løser fælles opgaver og har en masse gode minder om bagefter. Fællesskaberne kan ikke forlænges og forsøger man dette ved at lave ”mindeforeninger” bliver det kun minder, der tales om
.. og de midlertidige fællesskaber er som udgangspunkt rigtig gode og ægte; I har brugt dem i mange sammenhænge til at løse fælles opgaver.”

Nu er dette fælleskab slut og I vil bringes ind i nye midlertidige i jeres videre studie og arbejdsliv.

Dalai Lama skriver i ”Råd fra hjertet”, 1987: ” Et liv i fællesskab er efter min mening en god ting, hvis det bygger på frivillighed” .. og senere ..” I enhver guppe opstår der modsat rettede synspunkter. Det ser jeg som en fordel. Jo flere forskellige meninger man støder på, jo mere får man mulighed for at forstå andre og forbedre sig selv….vi skal ikke stivne i personlige opfattelser, men komme i dialog med andre og indtage en åben holdning. På den måde kan vi sammenligne divergerende meninger og skabe en ny måde at anskue tingene på”

Den dansk- islandske kunstner Olafur Eliasson, der netop har færdiggjort Regnbuen, på toppen af kunstmuseet Aros mener ikke det står så godt til med fællesskaberne.
Han siger i et interview til Jyllands-Posten , den 28. maj i anledning af indvielsen:
”Der tales rigtig meget om, i hvor høj grad vi er forskellige og i langt mindre grad om vores grundlæggende menneskelige fælles fænomener .. og senere … kollektiv ansvarlighed har svære vilkår i dag.
Det er noget, der optager mig meget: Hvor er følelsen af fællesskab henne?”
Netop derfor har han oven på en firkantet bygning sat en rund regnbue, der ikke begynder eller ender et bestemt sted og den skal være en alvorlig opfordring til at styrke den fællesskabsfølelse, som kunstneren mener, er gået tabt.




I den frivillige idræt har man traditionelt været god til at skabe fællesskabsfølelse.
Tekstforfatteren Helge Engelbrecht sætter ord på det i DGI-landsstævnesangen til landsstævnet i Horsens i 1990:

Vi forsamles i flok, og i fællesskabsånd
Sætter vi hinanden stævne.
Ræk mig din hånd, mærk hvor de stærke kræfter gror.
Her bli´r idræt til mer, end hvad øjene ser –
Sammenhold med mål og mening.
Lad det leve her på jord.

For fællesskaber er vigtige både for den enkeltes trivsel, men også for opretholdelsen af vort samfund og for vores sociale velbefindende.
Vi er mange, der er af den opfattelse, at fællesskaberne ikke har det ret godt i disse år eller i det mindste er meget overfladiske. Et udtryk som : Jeg har 1500 venner på Facebook siger jo ikke meget om kvaliteten i venskabet men kvantitet og måske mere om, at jeg er i centrum!
Selv om vi også som skole har været nødsaget til at komme på Facebook er der ikke nødvendigvis lighedstegn mellem dette nye medium og fællesskab.

Egoismen trives og vi er ikke gode til at tage vare på hinanden eller lukke nye mennesker ind i vort fællesskab. Dette gælder i mange tilfælde lige fra naboen til mennesker der opfattes lidt fjerne i kultur og religion.

Selv om I nu går ind i nye midlertidige fællesskaber, synes jeg, at I også selv aktivt bør være med til at skabe gode, varige fællesskaber der inkluderer i stedet for ekskludere. Fællesskaber med dialog og plads til forskellighed. Det trænger vi til!

Brug mulighederne, brug al den viden, kreativitet og dannelse I har tilegnet jer gennem de 2 -3 år I har været på skolen. I er som generation en samling af ”overskudsunge”,
Når I i dag dimitterer, forlader I et fællesskab med kammerater og lærere, og i forlader den periode i jeres liv, hvor tingene på sæt og vis var forudsigelige for jer: Først folkeskolen, senere måske efterskole og derefter tog I en ungdomsuddannelse og det var nok også mere eller mindre forudbestemt. Nu står I overfor noget helt nyt og helt uforudsigeligt.

Satser I på fællesskabet, står I godt rustet til at møde fremtidens udfordringer med viden og tolerance og dermed kan I være med til at udvikle og forbedre vort samfund.

Med disse ord dimitterer jeg årgang 2011 studenter fra Viby Gymnasium og HF

Hjertelig tillykke.

Åge Weigelt
240611