mandag den 30. juni 2008

Elevtalen ved årets dimission




Ved årets dimission er der tradition for, at den afgående elevrådsforkvinde holder elevtalen.

Her er Katrine Line Kristoffersens smukke tale:

Det startede alt sammen for ikke så længe siden
Og nu sidder vi her med huer og al vores viden
En del har fuldstændigt styr på hvad der videre skal ske
Mens andre bare lykkelige og spændte tænker ”nu må vi se..”
 
Det startede for ikke så længe siden, sagde jeg – og så alligevel
For fra første skoledag til nu er der da sket en del
Vi har været på intro-tur, studie-tur og nårh ja..druk-tur
Og vi været udsat for den nye gymnasiestruktur
                     
Vi var de første der kunne blive andet end matematisk eller sproglig student
Og de første der blev udsat for AT-forløbenes tværfaglige labyrint
”Prøvekaniner” kalder de os i aviser og i tv
Fint med mig, så kan vi tilføje den titel til vores cv
                     
For selvom der helt sikkert har været en del mas og besvær
Så synes jeg da et eller andet sted at det har været det værd
For vi har lært nogle ting som tidligere studenter ikke har
Ting vi ikke har på skrift, men som alligevel er brugbar
 
Vi er blevet eksperter i at håndtere stressede situationer
Og vi er blevet mestre i selv at tilrettelægge vores lektioner
For mens lærerne har haft nok at gøre med at finde frem til hvad reformen dikterer
Så har vi øvet os i afslapning og samtale om weekendens fester med mere
                     
Og festerne, fritiden og de sociale arrangementer er noget vi bestemt godt kan li’
Det er noget der af mange er blevet prioriteret højt i vores gym og hf-tid
Og med solder, cafeer, Sigurd-festival og forårskoncert
Har der været basis for også på det sociale punkt at blive ekspert
 
Nej, nu skal det jo heller ikke lyde som om vi bare har drevet den af
Vi er bestemt blevet sat i sving af lærerne, og af Bertel Haarder og Ulla
Og som sagt går vi herfra med viden i hver vores liniefag
Allerede specialiserede, allerede sporet ind på hvad vi bliver en dag
                     
Det var i hvert fald ideen der lå bag reformen
Man kunne bygge sin egen uddannelse, ikke bare følge normen
Nogen greb muligheden for at lære kasus og grammatik
Nogen brugte kroppen, andre hovedet og lærte om matematisk logik
 
Der var dem med mikroskop og dem der tog hele verden med
Og dem der lod kreativiteten og tankespind tage ved
Vi har alle sammen fået forskellige færdigheder
Og nu skal vi så ud og bruge dem andre steder
 
Vi har gennem et par år været en del af den her lille gruppe på omkring 600 styk
Og har på skolen og hos hinanden sat hver vores lille aftryk
Nu skal vi så ud herfra og sætte aftryk andre steder
Ud og afprøve de hårdt-tilegnede færdigheder
 
Om lidt bli´r her stille om lidt er det forbi
Vi håber’ Åge fik hørt hvad han ville og at han fik hørt vores melodi
Forladt og alene - er der heldigvis ingen der bli´r
For jeg har hørt at der er champagne – og at det er Åge der gi´r..