tirsdag den 5. februar 2008

Årets længste eksamen

I dag havde 3. g-eleverne vejledningscafé i forbindelse med arbejdet med synopsis til eksamen i Almen Studieforberedelse, AT. Her kunne den enkelte elev få vejledning til udfærdigelsen af synopsis.

De fik udleveret opgaveformuleringen den 16. januar og skal aflevere en synopsis den 3. marts. Så der er tale om et meget langt forløb.
I juni skal eleverne så op til mundtlig AT-eksamen

Eleverne kunne vælge mellem to opgaver:

Opgave A: Du skal inden for emnet "Fremtiden – visioner og forudsigelser" udarbejde en synopsis, der kan danne udgangspunkt for den mundtlige prøve. Du skal vælge en naturvidenskabelig eller en samfundsvidenskabelig forudsigelse og forklare den teori og de forudsætninger, der ligger til grund for forudsigelsen. Du skal behandle emnet forudsigelse med anvendelse af viden og metoder fra to faglige hoved-områder.

Opgave B: Du skal inden for emnet ”Fremtiden – visioner og forudsigelser” udarbejde en synopsis, der kan danne udgangspunkt for den mundtlige prøve. Du skal vælge en kunstnerisk, religiøs, teknologisk eller politisk vision/forudsigelse og forklare den sammenhæng, hvori den optræder og vurdere dens betydning. Du skal behandle emnet vision/forudsigelse med anvendelse af viden og metoder fra to faglige hovedområder.

Opgaven i Almen Studieforberedelse er både spændende og igangsættende. Det ressourcerum, der er udarbejdet i tilknytning til opgaven, er struktureret i 3 rum. Det første er inspirationsrummet, det andet giver god hjælp til at formulere problemformuleringen, mens det tredje giver idéer til ekstra idéer.
AT er den bedste nyskabelse i forbindelse med gymnasiereformen. Her får eleverne virkelig lov til at arbejde tværfagligt.