søndag den 28. oktober 2007

God valgkamp

Valgkamp er for mig en festlig tid. Her kommer politikerne rigtig ud blandt folket i langt højere grad, end de har tid til daglig. Vi ser dem debattere på tv og i radio, og de kommer ud på gaden, så man kan få en snak med dem. Også valgplakaterne synes jeg – modsat mange andre – er et festligt indslag i gadebilledet.
Tænk på alternativet: at vi ikke havde frie valg og ikke kunne sige magthaverne imod.
Selv har jeg været medlem af et parti i rigtig mange år og har i min unge dage uddelt pjecer og hængt valgplakater op i lygtepælene.

Der er da også én af skolens opgaver at lære de unge at deltage i den demokratiske proces.

I gymnasie- og hf-lovens formål står der:
Stk. 5. Uddannelsen og skolekulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele skolens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv.

Mange af klasserne er også optaget af folketingsvalget netop nu. F. eks. har en del af klasser almen studieforberedelse med emnet demokrati.

I den forbindelse havde de valgforskeren professor Jørgen Elklit , Århus Universitet, ude og fortælle om valg netop den dag, valget blev udskrevet.

Vi har planlagt følgende valgmøder:

Onsdag den 31 oktober kl 9,oo til 10,30 er valgduel mellem Svend Auken(S) og Kim Andersen (V), med den garvede samfundsfagslærer Skotting som ordstyrer

Tirsdag den 6 november kl 10,00 til 12,00 paneldebat mellem Troels Lund Poulsen,(V), Morten Messerschmidt,(DF), Kirsten Grosbøl,(S), Morten Østergaard, (RV) alle unge folketingsmedlemmer og med den helt unge samfundsfagslærer Christina Blach Hansen som ordstyrer.


God valgkamp og husk at stemme tirsdag den 13. november.